"Tænk, hvis Trump en morgen på Truth Social raser løs mod Danmark for at spænde ben for helt legitime amerikanske ønsker om at bore i den grønlandske undergrund til gavn for både Grønland, Danmark og USA? Ikke en morgen man går og drømmer om i københavnske ministerkontorer." (TV2)
Ovenstående citat fra TV2-nyheder fra 23/8-2026 siger mere end mange ord, at truslen fra præsident Trump om at overtage kontrollen med Grønland langt fra er ovre. TV2 giver flere eksempler på, hvad der kan få USA til at reagere mod Danmark, bl.a. spiralsagen og søværnets mildest talt elendige forfatning, når det gælder inspektionen af de grønlandske farvande.
Medlemmer af Tusagassiuinermik Sulisut Peqatigiiffiat, TP, - Medieforbundet i Grønland, TP, der er en kreds under Dansk Journalistforbund, holdt i sommer en faglig weekend om den krise, der i januar satte himmel og jord i bevægelse i Grønland og Danmark, og som ikke mindst lagde et kæmpestort pres på de i forvejen pressede grønlandske medier.
Medarbejderne på de to eneste medier, KNR og Sermitsiaq, oplevede på nærmeste hold den angst og frygt, der hurtigt bredte sig, især i Nuuk, da præsident Trump proklamerede, at han kunne overveje at indtage Grønland med magt. Det affødte en militær reaktion fra Danmark og andre NATO-lande, og i nogle dage frygtede befolkningen, at Grønland ville blive udsat for en militær invasion.
Deltagerne på den faglige weekend opfordrer hermed myndighederne til at inddrage medierne i det nationale beredskab.
"Der bør oprettes et decideret nationalt beredskab, hvor medierne indgår som vigtige medspillere. Det handler ikke blot om information fra Naalakkersuisut. Det handler om krisepsykologer, evakueringsplaner og redaktionelle forholdsregler under en evt. invasion eller kriser i al almindelighed. Planerne bør være tilgængelige for medarbejderne, så de ikke går i uvished. Medarbejdere på medierne skal ikke arbejde i et miljø, hvor de er bange," hedder det i udtalelsen fra TP's medlemmer.
Denne frygt bredte sig til medarbejderne på medierne, der følte sig helt uforberedte og hjælpeløse i denne krisesituation.
Medlemmerne peger også på, at de to landsdækkende medier bør samarbejde mere, når landet er i krise.
Bestyrelsen i TP
Kontakt: Næstformand Markus Valentin, mavja96@gmail.com, tlf. 553875.

